På ferie hos Bedste.

Jeg var meget glad for min mormor eller Bedste, som hun blot hed. Jeg havde jo kun den ene, idet fars mor var død før jeg blev født. Bedste boede hos min mors søster, Margrethe og hendes mand, onkel Kresten, på Paxvej i Tårs. Kresten var tømrermester og havde et værksted, som var bygget sammen med beboelseshuset. Her boede Bedste i to kamre på loftet.

Engang for mange år siden skrev jeg den følgende lille beretning om, hvordan jeg som barn oplevede at være på besøg hos min elskede Bedstemor, Dorthea, min mors mor:

”Det er som om, al verdens fred er samlet her i Bedstes stue. Bedste er i sig selv noget ophøjet, familiens skytsånd. Her fra hendes stue holder hun rede på den store familie, lige som Gud holder styr på menneskeslægten.

Rundt om på skabe, hylder, borde og vægge er der billeder af alle vi familiemedlemmer og af Bedstes venner og bekendte. Vi er der alle, og Bedste følger med i, hvordan det går os. Hun kan fortælle om hver og én. Hun taler så pænt og sagte. Det er som, om hun elsker os alle.

Bedstemor ved hendes 90 års fødselsdag

Her i denne stilfærdige verden går Bedste rundt klædt i en sort kjole, der når helt til gulvet. Kun snuderne af hendes sorte futsko lader ane, at der under denne ”præstekjole” gemmer sig et almindeligt menneske. Men almindelig er Bedste nu alligevel ikke. Rundt om hende er der en højtidelig ro. Det meste af tiden er Bedste i gang med spinderokken, og så lyder der en sagte nynnen, som fortæller, at Bedste er langt væk i tankerne. Når rokken stopper, kan man høre hendes stueur, selv om det hænger i det tilstødende soveværelse. Bedste kigger rundt i stuen, og hendes blik standser ved mig. Det stille milde ansigt med de meget stærke og tykke brilleglas, som fuldstændig forstørrer Bedstes pupiller, når hun ser lige på mig, løsner sig i et smil. Hun er næsten blind, men klager sig ikke. I stedet giver hun sig til at fortælle mig om sit liv på godt og ondt.

Hun fortæller om, hvordan hedes egen mor, Grethe, blev skudt ved en vådeskudsulykke på Bakkegården i Vejgård. Soldaterne havde fået nye våben og øvede på den nærliggende skydebane. En kugle kom gennem vinduet, gennemborede moderens hoved og blev fundet i lillebroderens vugge. Hun fortæller om sin barndom og siger tit: ”Hvor skal du være glad for, at du har et hjem og en far og mor”. Hun fortsætter: ”Men jeg er nu så taknemmelig over det liv, jeg alligevel har fået. Alle har været så gode med mig, og Gud har holdt sin skærmende hånd over mig”. At Bedste var meget glad i sin tro på Gud skinnede tit igennem.

Bedste i midten med sine søskende Valdemar til venstre og Søren til højre kort før Grethes død.

Hun fortæller videre om sin brors drenge, hvoraf én sejlede, én var luftkaptajn og én var læge. Hun fortæller om sin morfars kusine, Gunhild, som var kokkepige på Børglum Kloster og fik 6 børn med godsejeren, men måtte afsværge sin familie for at få lov at blive gift med ham. Hun fortæller om nogle, som er rejst til Amerika og nogle til Japan. Familien er næsten uendelig stor og Bedste husker hver og én.

At Bedste ikke var helt almindelig, kunne jeg også mærke på den magt, hun havde over andre. Her i hendes nærvær var der ingen, der skændtes eller skældte ud. Her var hverdagen højtidelig med masser af ærbødige gæster, som kom for at hilse på og måske for selv at få tanket op af Bedstes åndelige rigdom.

Når en sådan dag var omme, og jeg selv skulle have lov at være på ferie eller blot sove en enkelt nat hos Bedste, så blev jeg lagt i seng på en smal divan lige over for Bedstes egen høje seng inde i det smalle aflange soveværelse. Over Bedste seng hang et træhåndtag ned fra loftet i en snor, der så ud, som om den var flettet af lagenstrimler. Den brugte Bedste, når hun skulle rejse sig i sengen. Ved enden af divanen stod en stol med en meget tyk siddepude, under hvilken der var et bækken, som Bedste kunne bruge som toilet. På væggen over divanen hang et fladt, bredt stueur eller, som vi siger, en klokke.

Den havde en ganske særlig, fin klang, når den slog. Det var som om, den understregede den landlige hygge, der strålede ud af de to billeder ved siden af klokken. Jeg opfattede dem, som billeder af landlivet på Bedstes tid med en fårehyrde, der var på vej til græsning med sine får, og en sædemand, som strøede sit sædekorn fra en så-balje, han havde på maven.

Efter at Bedste havde puttet den tykke tunge dyne godt rundt om mig, bad hun aftenbøn med mig, og der blev bedt for alle dem derinde på billederne, selv om rækken var lang. Til sidst sluttede Bedste af med ordene ”Sov val i Jesu navn”.

Jeg gjorde, som om jeg sov, men jeg skulle lige se, når Bedste tog sin sorte kjole af og slog sit hår ud over den hvide underkjole. Det fine tynde hvide hår, som ellers var flettet og rullet op i en knold i nakken, nåede helt til bæltestedet, og så tog hun brillerne af og lignede en helt fremmed engel, når hun endelig steg op i sengen.

Næste morgen var hun oppe og i tøjet, inden jeg vågnede. Hun sad inde i stuen og var igen den milde taknemmelige Bedste. Når jeg sagde farvel, ønskede hun mig: ”På gensyn om Gud vil””.

Bedstemor, Dorthea Sørensen

Bedstes stue på 1. sal under taget vendte ud mod vejen i kvistværelset. Soveværelset havde det ene af de to vinduer ud mod syd, det, hvor der er gardiner for. Ud mod baghusets tag havde hun en skærmvæg, bag hvilken hun kunne vaske sig i et servantestel. Selve loftet var afskærmet af et forhæng, og her bag lå et paradis af alskens sager for en nysgerrig dreng. En af tingene var en citar, som spillede de mest fantastiske klange, når man knipsede på strengene. Selvfølgelig var det forbudt at gå derud, men når man ikke gjorde noget andet end at se, kunne det vel tilgives.

Kresten og Margrethe Knudsens hus med Bedstes kvist

Hos Bedste lærte jeg, at værdsætte familiebånd, at være taknemmelig for at høre til en slægt med stærke rødder i den Vendsysselske muld. Ingen storhed at prale med, men en ærlig godhed og fromhed.