Familietræffet for efterkommere af Karen og Evald Christiansen

Arrangementet starter på Kirkegården i Hirtshals, hvor Karen og Evald ligger begravet.
Herfra vil vi følge deres liv tilbage i tiden med udgangspunkt i Højersgade 20 og Skibstømrerværkstedet på havnen i Hirtshals.
Turen til Sterup Hedevej vil gå over nogle af de steder, hvor Mor og Far har boet og oplevet som væsentlige for deres opvækst. Vi kan ikke nå alle stederne og gemmer nogle til de kommende arrangementer. Forhåbentlig kan vi nå Hvidstedlund (Karens fødehjem), Renden i Terpet (Evalds fødehjem), Bastholmgård (Karens fars fødehjem) og Bastholm Mølle (Karens farfars mølle), som ligger 3 km fra Sterup Hedevej.

Højersgade 20:

Hvis nogen spørger, hvor i Hirtshals vi boede, vil svaret klart være, Højersgade 20. Far og mor købte huset i 1940.

Familien var flyttet til Hirtshals i september 1938 fra Vidstup, hvor far havde haft en tømrervirksomhed. De fik først husly i sagfører Lytzens hus "Rønglen" (bag lærer Søren Olesens hus) på det der i dag hedder Kystvejen, et lille muret hus med 2 stuer og et kammer. Det et hus, som blev lejet ud, og min familie boede der hele vinteren igennem, for tag over hovedet skulle man have. Far var startet som rejsebud på strækningen mellem Hirtshals og Hjørring.

Jeg tillader mig her at indsætte et afsnit af en beretning fra min barndom:

Allerede kort efter ankomsten til Hirtshals skulle mor nedkomme.

I efteråret 1938, helt præcis d. 15. oktober, fik moder veer ud på aftenen, og kl. 23 tog jordmoder frk. Schmidt imod mig. Men som altid dengang havde hun travlt, idet hun allerede inden midnat skulle klare en fødsel mere oppe i Vestergade. Det havde været en slem fødsel for mor, og hun havde en svær tid lige efter.

Selv havde jeg det heller ikke for godt. Og knap var julen ovre, før jeg blev så syg, at jeg måtte ind på Hjørring sygehus. Foruden bronkitis og vand ved lungerne plagedes jeg af et meget stort modermærke på ryggen under venstre skulderblad. Mor har fortalt, at det var på størrelse med en underkop, og at det voksede så kraftigt, at en fjernelse var den eneste redning.

Heldigvis fik Hjørring Sygehus netop i disse dage et radiumanlæg, hvormed lægerne fik brændt modermærket væk. Jeg blev rask, men det kneb mere med moder. I de lange vinterdage, hvor sneen lå tungt overalt, blev jeg passet af en meget sød nabokone, Martha, gift med overlærer Søren Olesen.

Far med sine 4 børn i 1939 foran nr. 14

Foråret kom og i april 1939 flyttede vi til Højersgade 14.

Mor med os i hjørnet af gården i nr.14 med missionshuset i ryggen

Men allerede d. 1. juni 1940, flyttede vi igen, og denne gang ind i det hus, der skulle blive mit barndomshjem, og ramme om familiens liv i mere end 25 år, nemlig Højersgade 20

Mine søskende Hanne og Ejnar gik nu i skole i Hirtshals, og søster Elna gik hjemme og "vigtede" sig over lillebroderen, som hun hjalp med at passe.

Selv om huset nu var vort eget, gjaldt der dengang så mange regler for, hvad man måtte og ikke måtte. Det var årsagen til at lejerne både i nordenden af huset og oven på ikke kunne opsiges. Min familie måtte klare sig med stue, soveværelse, køkken og et enkelt børneværelse til far, mor og vi fire børn.

Højersgade 20 som det kom til at se ud, da ”smutten” blev lukket af en skorsten.

I køkkenet var der et komfur til tørv og brænde, og i stuen stod kakkelovnen, som skulle varme resten af lejligheden op. Toiletter havde vi selvfølgelig. Det var det, vi dengang kaldte "lokummer". De lå, tre stykker, ude ved baghusets fjerneste ende, lige ved siden af møddingen, hvori spandenes indhold blev tømt ud, når der var blevet for stort læs på.

Selve møddingen var en muret beholder helt op ad baghusets vestre ende. Den var ca. 2 meter dyb. Det meste af den var gravet ned i jorden, så at kun ca. 75 centimeter var over jorden og dækket med et trælåg. Her fra steg en ubeskrivelig hørm, som kun spyfluer og maddiker syntes at nyde. En gang hvert år blev hele den saftige masse gravet op af møddingen og ned i haven. Tilsyneladende til fars store tilfredshed, idet han tænkte på den glæde, havens afgrøder måtte have af stadset. Vi andre holdt os for næsen og tænkte med gru på, at de kartofler, mor serverede, havde ligget i dette Puha.

Til vi mandfolk var der indrettet en Pissevare, som vi udtalte det. Det er fransk og staves Pessoire. Her var der selvfølgelig ingen udskylning, men en hæslig hørm af mandetis.

Nu hvor jeg er i gang med at fortælle om den verden, jeg skulle vokse op i, vil jeg fortsætte lidt med huset og gården.

I baghuset, som dannede en vinkel på 90 grader med hovedhuset, var der i den ende, der var nærmest huset, et vaskehus med gruekedel. Her blev der tændt op på de enkelte familiers vaskedage.

Den gang tog det en hel dag for moder at klare en storvask selv om, der kom en vaskekone og bistod med arbejdet, og det tog selvfølgelig lige så lang tid for de andre koner. På de dage lå vaskehuset hen i spøgelsesagtig tåge af damp fra vand og vasketøj. Det var forbudt område for børn på grund af faren for skoldning. Og desuden kunne man ikke se en hånd for sig derinde, så vi små ville bare blive løbet ned af de store tøjdynger, der bestandig skiftede plads fra gruekedel, til vaskevugge, ned i træbaljerne, op ad vaskebrættet og endelig over i skyllevandet. Til sidst hang det hele til beskuelse på tørre-snorene i gården. Her hang fars skjorter side om side med mine søskendes uldtrøjer, livstykker og lange forstoppede strømper. Desuden hang der en hel masse ting, som jeg ikke måtte spørge om, hvad var. Når jeg spurgte, fik jeg enten en ørefigen eller skældud for at være næsvis. Tøjsnoren var og blev noget, som på en gang var genstand for naboers nysgerrighed og børns hemmelige angst.

I rummet ved siden af vaskehuset havde far et lille snedkerværksted, som var udstyret med høvlebænk, værktøjer og en mægtig håndtrukket båndsav, helt igennem lavet af træ. Her stod far og lavede vognhjul, saltkar, vaskebænke, spytbakker og skipøse. Men også alt andet snedker- og tømrerarbejde blev lavet der. Specielt husker jeg, at far mangen gang rykkede ud som glarmester, når der havde været en minesprængning, som havde forårsaget masser af knuste ruder. Et tørverum var der også i tilknytning til værkstedet, men ellers lå der tit brændedynger i gården. Det kunne være ris, trumper (stød) eller affaldstræ fra skoven.

Søster Elna har hjulpet mig op på fars budcykel, mens mor ser til.
Når mor strutter er det fordi hun venter lillesøster Grethe.

Fars værksted var heller ikke et sted, hvor jeg måtte være ret længe ad gangen. Måske fordi jeg kunne ødelægge værktøjerne, eller måske fordi mor var bange for, at jeg skulle komme galt af sted med de mange skarpe ting. Men ude fra døråbningen så alt derinde utroligt spændende ud. Der var lister, småpinde og dingenoter overalt, og under loftsbjælkerne var der slået brædder på tværs, så at der kunne stikkes ting derop også. Her lå for eksempel nogle mærkelige lange pinde med spidse søm stikkende ud til den ene side lige så tæt hele vejen. På den anden side var der savet indhak, som lignede palisaderne på min brors ridderborg. Senere erfarede jeg, at det var tørrerammer til gardiner. På samme måde havde alle de øvrige ting også en bestemmelse og ikke altid en, der svarede til mine vilde forestillinger.

Endnu en ting skal nævnes fra fars værksted, nemlig hullet i loftet, hvorigennem man med en stige kunne komme til min brors duehus på loftet. Vel at mærke, hvis det ikke blev opdaget. Selvfølgelig var det hans duer, og jeg kunne jo blot se på dem, når de var ude på taget.

På samme loft havde mor også en skat, som hun vogtede. Det var resterne af indholdet af de julepakker, familien hvert år fik tilsendt fra fru Fenger i København.

I døren til vaskehuset

Medens far havde haft værksted i Vidstrup havde han flere gange gjort arbejde for overlæge Fenger fra Hjørring sygehus. Blandt andet havde han lavet legetøj til deres børn. Men også familiens sommerhus, Kragehuset, på Kragestrand ved Tornby havde far vedligeholdt og haft opsyn med, hvad han stadig havde igennem min barndom.

Fengers var for længst flyttet til København, men fru Fenger sendte stadig en julepakke med en hjemmebagt honningkage, nogle julegodter og forskellige gode ting. Men der ud over var der i kassen også kjoler, damesko og snørestøvler. Det var disse ting, der var mors skat. Hun ville ikke bruge det, men heller ikke smide det væk. Derfor blev det gemt af vejen, og ingen måtte vide, at det fandtes.

Stuehuset var et hvidkalket murstenshus. Og indgangen til vores del af huset fandtes på gårdsiden. To trin op og ind i en lille gang, hvor trappen til overlejligheden gik op, men vi gik til højre ind ad køkkendøren. Herinde sled mor mange dage fra tidlig om morgenen, når komfuret skulle tændes, og til sent ud på aftenen, når den sidste havde været i baljen, en zinkbalje midt på gulvet, hvor alle familiedeltagere efter tur tog det stående bad.

Mors køkken var ikke så stort, at vi kunne have spiseplads der. Komfuret stod i krogen ved siden af døren til stuen og fyldte meget. På siderne under den sværtede komfurplade var det malet med sølvbronze og rundt i kanten løb en messingstang, som en art kofanger, i lidt afstand fra den varme plade. Ved siden af stod en tørvekasse malet i den samme blå almuefarve som resten af køkkeninventaret. På denne kasse var min plads, når jeg var i køkkenet. Oven over hang et skab med porcelæn og alle de forskellige melposer og krydderdåser, som nu engang skal bruges i køkkenet.

På modsatte væg var der en tallerkenrække og under den en stang med et hvidt forhæng med blå brodering på. Bag forhænget gemte sig en knagrække til håndklæder og viskestykker.

Langs væggen under vinduet ud til gården strakte køkkenbordet sig, med den sorte støbejernsvask nærmest ved døren til gangen. I modsatte ende var der ingen hylder i skabet under bordet. Der var i stedet en snæver nedgang til kælderen under gulvet. På vej her ned skulle man kante sig uden om to hår-sier, som absolut skulle hænge der. Nede i kælderen stod saltkaret med det saltede flæsk og på et par hylder stod henkogningsglas med blommer, asier og lignende, som sammen med al anden forråd skulle sikre familiens eksistens i vinterhalvåret.

I 1942 skete der noget, som kom til at betyde rigtig meget for mig og selvfølgelig også for resten af familien. Jeg fik en lillesøster d. 18. november. Selv om jeg ikke syntes, at hun var ret pæn som nyfødt, så blev hun snart mit et og alt. Nu var det min tur til at have en, man kunne hjælpe med at passe på.

Da jeg var omkring 10 år flyttede Hartvig Andersens familie i eget hus. Samtidig fik vi lidt efter lidt lov til selv at bebo hele underetagen, hvilket gav plads til, at der kunne indrettes et toilet med træk og slip inde i huset. Det var ganske vist fælles for vores familie og de nye lejere oven på, Juliane og Emil Nielsen. Men det gav mulighed for at møddingen og lokummerne kunne sløjfes. Derved blev der plads til, at far kunne lave et lysthus med vinduer hele vejen i siden ud mod haven. Pissevaren blev også sløjfet, og jeg fik lov at have to dværghøns i en lille indhegning ved vores gamle lokum. Kassen over lokumsspanden fik lov at være der, således at hønsene kunne sidde der oppe om natten. Telefonbogen, som vi havde revet sider og brugt som toiletpapir, blev også hængene, men det forstod hønsene ikke. De lagde æg og jeg var stolt.

Der kom nu fliser på et større stykke af gårdspladsen og stakit ind mod haven. Derved opstod en herlig plads til at spille fodbold på, og det varde ikke længe inden, det blev en fast tradition, at den nye lejer, Emil, og jeg spillede fodbold et par timer hver dag, når det var vejr til det.

Snart var tiden inde til at lægge centralvarme ind og gå over til at fyre med olie. Der blev indrettet fyrrum og brusebad bag forgangen, som vi havde fået i forbindelse med at den nordlige ende af huset ikke skulle lejes ud længere. Kakkelovnene blev sløjfet og far skulle ikke mere slæbe huggespåner med på cyklen hjem fra værkstedet på havnen.

Vi fik bedre plads og snart skulle det vise sig at "Hvor, der er husrum, er der også hjerterum!" - for at vende det gamle mundheld på hovedet. Vort hjem blev et samlingspunkt for både unge og gamle, venner og familie. Elna havde patruljelokale i sit værelse. Ejnar havde en stor kreds af spejdervenner som ofte kom inden om for at få kaffe eller hygge. Jeg havde selv en flok af kammerater, spejdere og ikke spejdere, som kunne hænge i huset til ud på de må timer.

Hele sommeren igennem gav livet i lysthuset genlyd af sang og latter, pjat og alvor. Her øvede far på trompet, spillede på violinen, eller hyggede på salmecyklen, som stod derude efter at Grethe havde fået klaver i stuen. Ofte kom Gnisten, organist Jensen, og overtog orglet, som søster Hanne ellers havde spillet på. Ejnar havde mandolin, og vi andre havde mundharpe og gode sangstemmer. Så var der liv.

Fars skibstømrerværksted på havnen i Hirtshals.

Efter at far i nogle år havde arbejdet som tømrer ved blandt andre "Kesse Peter" og Charles Christiansen, købte han i 1950 Charles Christiansens skibstømrerværksted på havnen i Hirtshals.

Værkstedet bestod af en rød træhal og en tømmerplads beliggende på hjørnet af Skagerakvej og Havnegade lige over for den lille bedding eller ophalerplads for enden af plankbroen. På tømmerpladsen lå der store stabler af egeplanker spredt ud over et ret stort areal. Det var fars planker og der var både lige og meget krumme. De krumme skulle bruges til spanter og de lige skulle bruges til f.eks. bor , som man kalder de brædder skibssiden er beklædt med. Midt på pladsen var der en svedekiste med tilhørende dampkedel. Når et bor skulle bøjes rund om skibssiden måtte det først koges eller dampes i adskillige timer for at blive blødt. Det skete i svedekisten alt mens der blev fyret kraftigt under dampkedelen.

På grund af en afmætning i fiskeriet kom far ikke til at bygge nye store skibe, men adskillige joller og redningsbåde, de såkaldte bananskaller. Inde på værkstedet var den ene ende af hallen var der ingen maskiner, men derimod et trægulv med mange lag gulv oven på hinanden. Det var spanterids, tegninger af spanter og indretning, af de både der tidligere var bygget på værkstedet. Hver gang man byggede et nyt lagde man et nyt gulv og tegnede spanterne op her på. Man kunne så måle direkte her eller tegne over på træstykkerne efter spanteridset. Hvis skibet senere skulle have en ny spante kunne man finde det oprindelige mål ved at gå ned i dyngen af rids og tegne det af. Far var meget øm over disse rids, men efterhånden kom der til at ligge jolleskrog og skipøse i stabler oven på. Men hvad, det skete der jo heller ikke noget ved.

I den anden ende af værkstedshallen havde far et lille kontor. Det lignede dog mest en isenkræmmerforretning med masser af pakker med søm, skruer, dingenoter, værk til tætning ved kalfatring samt boremaskiner og bor. Mellem fars værksted og naboen, elforretningen, Levorsen og Jørgensen, havde far et jernlager med masser af galvaniserede halvrundjern og rundjern. Alt sammen ting der hørte til reparationsarbejdet.

Far havde en del svende til at hjælpe sig på værkstedet. De udførte reparationer og vedligeholdelse på bådene i havnen. En overgang byggede flere nye styrehuse. Det var spændende, at se sådan et vokse op inde på værkstedet, indtil den dag hvor den store port i vestenden af værkstedet blev åbnet og styrehuset blev kørt ned til montering på båden.

Desværre har vi ikke billeder gemt fra hverken værksted eller tømmerplads. Vi har dog et billede fra den sidste nybygning far var med til at bygge før han overtog værkstedet. Far står på dækket uden hovedbeklædning med en kalfaterkølle i hånden. En af svendene er Michael Jørgensen, som nu bor i Hjørring og beredvilligt fortæller om deres oplevelser under "Bette Charles".

På billedet kan man skimte det store skibsbyggeri, Hansen og Bilde, i baggrunden. Det blev senere Bildes- og endnu senere Hans Svendsens skibsbyggeri. Skibet her blev bygget lige oven for ophalingspladsen, således at det kunne søsættes ved at blive skubbet ned ad ophalingstrapperne. Fars flåde lå i vandet lige neden for. Den blev brugt når der skulle ske reparationer over vandlinien på siden af skibene. Jeg kunne godt få lov at sejle rundt i inderhavnen for far blot jeg ikke sagde noget til mor.

Da der ikke længere var brug for så stor en oplagsplads til tømmer blev der på hjørnet ud mod vejkrydset bygget et ishus. Det var Emil Nielsen, hvis familie var flyttet ind i vores lejlighed på første sal, som fik ishus her.

I perioder hvor der ikke var travlt med reparationer lavede far en masse tegner til hummerfangst. De var beklæd med lister, tegnelister som de blev kaldt. De var ca. 15 mm tykke og 25 mm brede og lige så lange som hummertegnen skulle være, oftest en meter. Sådanne lister kunne jeg få lov at save på rundsaven og det var i hundredvis ad gangen. Jeg nød det og jeg kunne se at far kunne li' det.

Der kom mange forskellige folk ind til far på værkstedet. Her kom Lars Nielsen, maleren, jollefiskeren O-Vel med sin fårehund, Sverre Damgård, vragfiskeren. Nogle kom for at låne fars maskiner som f.eks. Jerkes Hans fra Rajen, en free-lance skibstømrer. Tit havde Sverre spændende vragfund med så som en kanonkugle og et bundbrædt fra en vintønde fisket op fra Cresents vrag ud for Mårup Kirke. Han bjergede også det anker, som nu står ved Mårup Kirke. De to andre ting, kanonkuglen og tøndebrættet, har jeg på mit kontor.

Far var en utrolig beskeden person. Selv om værkstedet nu var hans, blev det store navneskilt ikke ændret. Der stod stadig "Bdr. Christiansens Skibsbyggeri". I stedet satte far et bræt med sit navn, skrevet med en tømmerblyant, i vinduet ved siden af døren til værkstedet. Vi bruger nu navneskiltet som nøglebræt, fordi det siger så meget om far. Her er det:

Da far blev syg i 1962 solgte han værkstedet. Det var et år før han døde den 5. juni 1963 på deres bryllupsdag. Siden er der blevet bygget et andet hus på grunden. Alle sporene efter denne epoke i fars arbejdsliv på havnen i Hirtshals er borte.

Det gule Hus i Vidstrup:

I vores familie har vi et stednavn, næsten et begreb, "Det gule hus i Vidstrup", som altid har haft sin særlige betydning for de tre ældste i vores søskendeflok. Det er indbegrebet af deres barndomshjem. Grethe og jeg er først kommet til senere, men har altid forstået at tiden her havde været noget særligt.

Huset, mor og far købte i Vidstrup, var et rødstenshus, der lå på nu Gl. Hirtshalsvej. Vi boede i stueetagen og på første sal boede Gerda og Aksel Hansen. Vi tre store er alle født der. Fars værksted lå i udhuset, hvor der også var vaskehus og WC m.v. Senere flyttede vi ovenpå. Jeg mener, mor og far byttede med Hansens. Det var den dårlige økonomi i 30-erne, der var årsagen. I ca. 1935 blev huset solgt på tvangsauktion, da far var gået fallit. Så lejede mor og far det gule hus med karnappen, der lå længere mod nord, nær købmanden og kirken. Det var Andreas Knudsen, der ejede det. Vi boede der til 15. september 1938, hvor vi flyttede til Kystvejen i Hirtshals, d.v.s., der var ikke nogen vej der dengang.

Hvidstedlund eller huset på Smalbyvej i Hvisted:

Bedste sagde i et interview til Vendsyssel Tidende: Vi havde tre køer og en hest, og min mand gik på arbejde, han tærskede for 25 øre om dagen, ja, og kosten også, eller han tækkede, og jeg lavede simer og passede ellers ejendommen. Senere, da Husmandsbrandkassen blev stiftet blev han en dygtig repræsentant for Børglum Herred. Vi boede i Hvidsted i 37 ar, så solgte vi til en søn - der var i alt ti børn - Søren Sørensen, og vi købte villa Solhøj i Tårs, her boede vi i seks år, så døde min mand.

Bastholmgård:

Her er mors far, Kristian Peter Sørensen, født som den næstyngste i en børneflok på seks. Hans far og mor havde overtaget den fra hendes forældre i 1856.

Bastholm Mølle eller møller:

Til møllekomplekset hørte både en vandmølle og en vindmølle. De havde tilhørt mors oldeforældre i perioden 1830-1842 før de i 1842 solgte dem til Jeppe Nielsen for 5400 rigsdaler, en anseelig sum efter datidens målestok, og købte gården Bastholm. I 1856 overlod de gården til mors bedsteforældre.